Indledning

Hvorfor det blev en novelle?

Da jeg selv er enlig mor, med tre forliste parforhold bag mig. Er det store spørgsmål for mig: Hvorfor er kernefamilien i opløsning.

Nogle gange føler jeg, at mænd virker mere primitive end kvinder, specielt når man tænker på incest, voldtægt, mord, vold mod hustru og børn, osv. Udtrykket “mand eller mus”, er også meget rammende. Hvis manden ikke er “konge i ejet hus”, bliver han nemt dømt tøffelhelt.

En selvsikker og handlekraftig kvinde, bliver bedømt som hård og dominerende, mens en mand med samme styrke, bliver opfattet som en “rigtig mand”.

Jeg mener at det må være muligt at enes om magt og ansvar i et parforhold. Hvorfor kæmper mænd og kvinder mod hinanden, hvorfor kan de ikke supplere og accepterer hinanden. Mænd og kvinder er ikke ens, men derfor kan de godt være lige meget værd.

Jeg vil prøve at beskrive nogle af de konflikter der kan opstå. Men der er stof til mange noveller, da der er mange aspekter i det emne.

Det er nu 20-25 år siden jeg skrev denne novelle som en opgave da jeg som 40 årig var tilbage på skolebænken for at tage en uddannelse

 

 

En gang for meget

John går rastløst rundt i stuen. Han går ud i køkkenet for at sætter kaffe over. Måske skulle han tage et bad, tænker han, det havde været rart med et karbad, det har han ikke fået siden de flyttede. Han går ud i fyrrummet, de har ikke noget badeværelse, kun et toilet under trappen til 1.sal. Han har lavet et afløb i gulvet i fyrrummet, og sat en midlertidig bruser op.

Han ville helst være begyndt på at lave badeværelset, lige efter at de var flyttet ind. Men hans kone Hanne mener, at de skal vente, hun siger, at de skal vente til de har bedre råd. Han kan ikke forstå, hvorfor de ikke har råd, De har da to indtægter, nu efter at hun har fået arbejde på en eller anden kostskole.

Hanne og børnene er ikke hjemme. Drengene er på ferie hos hans svigerinde. Datteren og Hanne er ude at handle, de kommer sikkert snart hjem. Han tørrer sig og får tøj på. Nu må kaffen være færdig, tænker han og hælder den på kanden. Han finder kopper og sukker frem og dækker bord. Han ser på klokken, den er næsten syv, nu må de da snart være her.

Han kikker rundt i stuen, på væggen hænger et luftfoto af gården som de er flyttet fra. Hans tanker flyver tilbage i tiden. Det havde været en hård tid, de boede der i 15 år. De 13 tønder land var alt for lidt, til at det kunne løbe rundt. Han havde måtte arbejde ved siden af. Først tidligt op og ud at malke køerne, så afsted på arbejde på teglværket, hjem igen til aftensmaden, derefter igen ud og malke. Hanne og børnene havde hjulpet til så godt de kunne, alligevel havde de måtte give op.

Han traf Hanne på en herregård, hvor de begge var ansat, han som karl og hun som køkkenpige. Dengang havde han ikke anet, at det kunne give problemer, at hun var student og af håndværkerfamilie, og han kun en simpel ordblind bondeknold. Hun var så dygtig og selvsikker, han havde følte sig tryk under hendes vinger.

Han var stolt som en pave, da hun gav ham sit ja. De blev gift og fik hus og børn. Da børnene var 2 og 5 flyttede de på landet. John havde altid drømt om at få sin egen gård, og være sin egen herre. Efter 13 år måtte de opgive, og sælge jorden fra.

Den nye fritid havde Hanne valgt, at bruge til at studere til lærerinde. Drengene var nu 10 og 15, og datteren var 18 år, så de var næsten aldrig hjemme. Hun sagde, at hvis hun fik job, så de kunne få en bedre økonomi. Hun ville også gerne se nogle flere mennesker, hun var træt af isolationen på landet, træt af at vende hver 5 øre. Uddannelsesstøtten og studielånet som hun fik, hjalp også lidt på den stramme økonomi.

John blev fastansat ved vejvæsnet. Han var glad for sit job, men han var kommet i et skidt sjak. De drillede ham, de sagde at når konen havde fået sin uddannelse, så havde hun ikke brug for ham mere.

Han tænker stadig på deres drillerier. Hun er jo kommet til at tjene mere end ham, og han føler ikke rigtigt, at han er mand i huset mere. Når det ikke er ham der kommer hjem med pengene, hvad er han så værd, hun har faktisk ikke brug for ham mere. Hun er jo også både klogere og dygtigere end ham. Hun har altid haft hånden på roret, men det var dog trods alt ham, der havde forsørgede familien. Også børnene er efterhånden blevet klogere end ham, han følte sig dummere og dummere. Hans arbejdskammerater har nok ret, hun har ikke brug for ham mere.

Tankerne løb igen tilbage i tiden. De var gledet længere og længere fra hinanden, og de skændes mere og mere. Hanne sagde at hun var træt af marker, hun ville ind til byen og bo. Han havde tænkte, at det ville være rart at slippe før at skovle sne om vinteren, – 300m privatvej var lang, når der lå meterhøje driver.

De fandt huset i Ringsted, det var ikke så stort, men de store var jo også ved at flyve fra reden. Selv om man siger at “forandring fryder”, hjalp det ikke på hans ægteskab, nissen flyttede med. Han mangler også noget at rive i, – han savner udhusene og den store have. Hvis han vil bygge et udhus her, skal han søge om det: Ikke engang et lille redskabsskur må han bygge uden tilladelse.

Han stopper piben, og kikker ud af vinduet. Hvor bliver hun dog af, – efter at de er flyttet, er hun næsten aldrig hjemme. Hans sjakkammerater driller ham stadig på arbejdet, de siger, at hun nok har en elsker, at det sikkert ikke er veninder hun besøger.

Da hun studerede sagde hun, at hun lavede lektier hos en veninde, fordi det var umuligt at læse hjemme, når han hele tiden kværulerede. Nu hvor hun har fået sin uddannelse og job, besøger hun sine tidligere skolekammerater i tide og utide.

Måske har hun en elsker, – der er jo også mandlige lærer. Jo mere han tænker over det, jo mere sikker bliver han. Hun vil jo heller ikke dele seng med ham mere, hun siger hun ikke kan sove p.g.a. alt hans ævl og kævl.

Kammeraterne siger også, at nu hvor han har han forsørget hende i 20 år, og næsten betalt hendes uddannelse, er det for dårligt at hun behandlede ham så ilde. Hun har heller aldrig tid til ham mere, men børnene har hun altid tid til.

Han havde glædet sig til at de flyttede hjemmefra, men Hanne syntes de skal læse videre, og have en god uddannelse. Han mente nu det måtte være nok med en håndværkeruddannelse, det var da mere end han fik, han kunne ikke se hvad alt det læserig skulle gøre godt for.

Hun foreslog, han kunne tage ud at fiske sammen med drengene. Fiske! Jo han havde da fisket før, sammen med sine brødre, da han var ung. Men det var jo hende han ville være sammen med.

Nu kommer de vist, han går ud for at hjælpe dem ind med varerne.

Hanne viser ham to par bukser, som hun har købt til drengene. Hvad skal de med flere bukser, de har da bukser, snerre han. Hanne svarer at det er længe siden de har fået bukser sidst, de skal da også se ordentlige ud i skolen.

John tænker, børnene kan hun godt bruge penge på, men badeværelse og ny bil er der ikke råd til. Højt siger han, det er da længere siden jeg har fået nyt tøj, de bukser jeg har på har jeg haft i flere år.

Ja, svarer Hanne, men du vokser heller ikke, og hver gang jeg spørger om du trænger til noget nyt tøj, svarer du at du ikke mangler noget.

Det gør jeg heller ikke, snerre han.

Så forstår jeg ikke hvad du hidser dig op over, siger Hanne.

Jeg hidser mig ikke op, jeg kan bare ikke forstå hvad du bruger pengene til. Når de andre på arbejdet har råd til ny bil, så burde vi vel også kunne få råd.

Hanne svarer, de er jo heller ikke lige er flyttet, desuden har jeg ført regnskab de sidste to måneder, men du vil jo ikke se det.

De tal siger mig ikke noget snerre John, nu vil jeg have min kaffe.

Den kan du få i fred, jeg går en tur, svarer Hanne.

Gå du bare og tag Gitte (datteren) med dig, når du alligevel ikke vil have noget med mig at gøre, kan du lige så godt blive væk.

Godt, så tager vi bilen og kører hen til min veninde, du skal ikke vente os hjem i aften.

I tager ikke noget, i kan bare se at komme ud.

De forsvinder skyndsomt ud af huset inden John eksploderer. John hælder sin kaffe op, og tænder for TV avisen. Der er noget med en ildebrand, han tænker: Hvis jeg brændte huset og bilen af, så får hun og børnene ikke noget, hvis de alligevel skal skilles. Så kan de se hvordan de ville klare sig, uden det han har skaffet dem.

Han bliver afbrudt, da han hører hoveddøren gå op. Han farer ud i entreen, der står to betjente, og bag ved dem står Hanne og Gitte.

Goddag Hr., siger den ene betjent.

Hvad er meningen, kan i komme ud, råbte John, i har ikke noget at gøre i mit hus.

Måske ikke, – men det har Deres kone og datter.

Jeg vil ikke have dem her, hvæser John.

Hanne blander sig og siger: – Vi tør sandelig heller ikke være her, når du er i det humør, vi vil bare have teltet og bilen.

I skal ikke have noget, snerre John.

De kan da nok forstå at deres kone og datter ikke kan gå rundt i gaderne hele natten, siger den anden betjent.

Hvad kommer det mig ved. svarer John.

Enten får pigerne teltet og bilen, eller også må De tage med på stationen, så De kan falde til ro, og vi kan prøve at finde en løsning.

Jeg bliver her, hvæser John.

Vi har fundet teltet og bilnøglerne, så vi kører nu, siger Hanne.

John kan kun stå og se på at de kører, betjentene siger godnat og går ud til deres bil. Han går ind i stuen igen, han er så vred at han ikke ved hvor han skal gøre af sig selv. Han får øje på Hannes to undulaterne, de sidder og kvidrede, og han kan se at de er meget glade for hinanden. Hvorfor skal de have det godt, når hans kone ingen gang vil dele seng med ham. Han kan ikke holde ud at se på dem. Han flår dem ud af buret, drejer halsen om på dem, og kyler dem ned i gulvet

Lidt efter lidt faldt han til ro igen, han samler fuglene op, og går ud i skraldesækken med dem. Han tager ud af bordet og vasker op. Han tænker: Hanne kommer nok hjem igen i morgen, så han går i seng.

Klokken otte om morgenen ringer telefonen, det er Hanne. Hun vil høre om han er faldet til ro, hun ville meget gerne snakke med ham. Han svarer at de godt kan komme hjem, og at han er ked af, at han blev så vred.

Han sætter kaffe over, og spekulerer på hvad han skal gøre for at gøre det godt igen, han kan jo ikke undvære Hanne, bare han ikke altid blev så vred. Hvad mon hun mener med at hun vil snakke med ham, hun lød meget bestemt.

Han finder tre krydderboller og tre rundstykker i køleskabet, og sætter dem i ovnen. Han dækker bord ved køkkenbordet, kikker lidt på det, og går så ud i haven og henter nogle roser. Han er ved at sætte dem i vase, da han høre døren.

Han går ud for at tage imod dem. Han forsøger at give Hanne et kram, men hun trækker sig væk. Han siger, Kom, jeg har dækket morgenbord. De går ud i køkkenet, John siger, Jeg er ked af det i går, jeg kan godt forstå dig hvis du er sur.

Jeg er ikke sur, svarer Hanne, jeg har bare fået nok. Jeg er træt af at bo på en vulkan. John siger ikke noget, han kan se på Hanne, at denne gang er det alvor, denne gang var han gået for vidt.

Hanne siger, jeg er ked af det, du må gerne få huset og bilen, børnene og jeg finder nok en lejlighed. John tænker lidt og siger så, hvad skal jeg med huset, det skal du og børnene have, og bilen, den er jo mest din, jeg har jo min knallert.

John flytter frivilligt ind i en lille lejlighed. Han tænker, hun kommer nok til at savne mig, jeg kan jo også komme og hjælpe med haven, og andre praktiske ting.

Hanne ånder lettet op, da han går med de sidste småting. Hun tænker, så langt så godt. Så er problemet bare at få ham til at forstå, at det er virkelig er slut. Helst uden at han bliver alt for ondskabsfuld.