(Skrevet 1997 af Dorte Vendelbo)

Indledning

Mande og kvinderoller for 100 år og frem til nu, fantasiens, eventyrets og filmverdens kønsroller, moral, seksuel frigørelse og kirkens heksejagt, kastrerede mænd og kønsløse amazoner, bøfmænd og magre piger, porno, mandestrip, aids og skræk for nærkontakt, magt og afmagt.
Det er hvad denne tekst handler om.
Det er ikke et nyt forsøg på at slagte/ kastrér mændene. Det jeg ønsker er en balance mellem kønnene. Jeg vil gerne bevarer mænd som mænd og kvinder som kvinder, men hvad er rigtige mænd og kvinder. Jeg vil også gerne have fat i er magtbalancen mellem mænd og kvinder. Igennem generation har mændene dominerede, og kvinderne været undertrykte og umyndiggjorde. Det er heldigvis ved at være slut i den vestlige verden, men kan vi finde balancen og undgå at vi havner i den anden grøft, med kvinderne ved roret, og mændene som undertrykte og umyndiggjorde individer.
Jeg vil kikke på magtbalancen i hjemmet, og på mænd og kvinders værdinormer. Hermed mener jeg hvad der var/ er det vigtigste før og nu, hvilke krav og forventninger kønnene stillede/ stiller til hjemmet, hinanden, børnene og samfundet. Jeg vil også ind på typiske mande og kvinderoller, samt sensuelitet og seksualitet.
Grunden til at jeg tager det emne op er, at jeg har en idé om, at mens kvindernes rolle har ændret sig meget, ønsker mange mænd stadig at være den altvidende forsørgende hustyran, med kone og børn isoleret bag hjemmets vægge, ellers tror de, at de mister deres mandighed . Kvinderne har de sidste 30 år givet stærkt udtryk for hvad de forventer, ønsker og kræver. Mændene tier, de virker mere og mere forvirrede og fortabte. Kvinderne bliver stærkere og stærkere, (eller gør de) mens de en efter en opgiver kernefamilien.
Det gjorde Nora i “Et Dukkehjem” også i 1879 for godt 100 år siden. Er det den samme grund som gør, at nutidens kvinder fravælger mændene. Var/ er byggestenene i kernefamilien, kvindernes manglende mulighed for at forsørge sig selv og børnene, samt udnyttelsen af mændenes fysiske styrke som forsvar mod udefra kommende trusler.
Er menneskene påvirket af de samme urinstinkter som påvirker dyrene til at formerer sig og beskytte deres afkom. I dyreverden er hannerne tit udelukket fra familierne undtagen i parringstiden, bl.a. fordi de kan være en større trussel for afkommet og hunnerne, end udefra kommende farer. Det ses også hos menneskerne (vold inden for hjemmets vægge).

 

Mande- og kvinderoller for 100 år siden og til nu

Jeg vil kikke lidt på kønsrollerne for ca. 100 år siden, og derefter arbejde mig frem til vores tid. Her er lidt af hvert. Et skuespil om kønsroller fra 1879, en skildring af livet på landet før teknikkens indmarch, digte der beskriver en mands tanker og følelser, et digt om kønsroller, en artikel der minder os om det primitive i os selv, lidt om vores tids eventyr. Alt i alt en god blanding, der giver stof til eftertanke, en del klarhed, men masser af nye ubesvarede spørgsmål

Et dukkehjem

Jeg tror de fleste har set eller læst et dukkehjem, som er skrevet af Henrik Ibsen i 1879. Her møder vi Thorvald, han er herre i sit hjem, og han har en fars myndighed over sin kone Nora. Han opfatter tilsyneladende kvinder som mindre intelligente væsner. Han ønsker tydelig nok at hans kone skal være en krydsning mellem en puddelhund og en barbiedukke; Glad og dygtig til at gøre kunstner for sin herre, og når han trækker i snorene, så danser hun.

Nora bliver pænt i sin rolle, indtil Thorvald viser sin falske karakter. Han er ikke villig til at sætte sin ære på spil for hendes skyld. Han har kun foragt tilovers for hende. Ridderen på den hvide hest svinder ind til en fej hund, der ikke vil ofre sin ære for den han elsker.

Da han ser faren er drevet over, forventer han at Nora igen er hans lille sangfugl, der igen kvidre lystigt. Han har jo været så ædelmodig at tilgive hende, ja han siger at han har reddet hende, “Her skal du være som en jaget due jeg har reddet ud af høgens klør. I morgen vil alt være som før“.

Da Ibsen skrev stykket, var kvinden afhængig af manden, og derfor nødt til at danse efter hans pibe. Hun havde meget få muligheder for at forsørge sig selv og børnene dengang. En enlig kvinde med børn blev regnet for en letlevende og dårlig kvinde, den eneste undtagelse var enker.

Thorvald er præget af de normer og regler, der var gældende på hans tid. Når ingen fortalte ham at kvinder ikke var tom-hjernede dukker, hvorfra skulle han så vide det. Nora spillede sin rolle godt, hun protesterer ikke. I stedet manipulerer hun med ham, og får derved for det meste sin vilje. Først da det går op for hende, at Torvald også spiller roller, kaster hun maskeradedragten. Thorvald er så bundet af sin rolle, at han ikke fatter hvad Nora mener.

Selv om han måske har følt, at der manglede noget i hans liv, tror jeg ikke han var i stand til erkende hvad det var. Jeg tror Ibsen har åbnet mange øjne med hans skuespil, men langt fra alle. Der er stadig folk der er fanget af rollernes magt, de føler sig nøgne uden deres faste kostymer.

 

Marginaljord

Marginaljord er skrevet af Knud Sørensen i 1980’rne. Han fortæller om hans farfars liv på landet i år 1866-1937. Teksten giver et godt billede af Jens Christian Sørensens liv, og af de krav samfundet stillede til ham. Hans livsbane var næsten lagt den dag han blev født. De eneste muligheder for at forbedre vilkårene var hårdt arbejde, sparsommelighed og gå på mod.
Knapt 15 år gammel var han klar til at stå på egne ben. De første 10 år efter hans konfirmation, var han ude at tjene på forskellige gårde, for at tjene til udbetalingen til en gård.
Næste skridt på vejen var at finde en gård, så han kunne forsørge en pige og kommende børn. Han købte en gård med 26 tønder hedeland i 1891. 3 år efter var han klar til at gifte sig med den pige, som han længe havde haft kig på. Jorden var så dårlig, at han var nød til at have arbejde ved siden af, for at holde sulten fra døren.
Da de fik råd til en hest, tegnede fremtiden bedre. Nu fik han mulighed for at opdyrke mere af sin tørre hedejord. Det var et slid med en lang daglig arbejdstid, for at sikre tryghed, tag over hovedet og mad på bordet.
Først som 60 årig fik han råd til at bygge gården om, med nyt stuehus og stald til 7 køer, og at købe en kærlod til græsning. Dermed havde han skabt en ejendom der kunne være grundlag for et trygt familieliv generation efter generation.
Jens Christian havde allerede som barn et mål ned sit liv, “Jeg en gård mig bygge vil”. Midlet til at nå sit mål, var hans, konens og børnenes arbejdskraft, hans mod og hans viljestyrke. Livet var hårdt på hans tid, men han nåede det mål han havde sat sig.
Hans forventninger til hans kone må afgjort have været meget anderledes end Thorvalds. Han havde brug for en sund og solid bondepige, hun skulle både kunde klare det huslige og hjælpe til i marken. Men jeg tror bestemt ikke han betragtede hende som tomhjernet (på landet værdsættes kvinders evner bedre end i byen, og en “dum gås” duer ikke som kone). De har arbejdet så tæt sammen, at de ikke har kunde undgå at lære hinanden at kende.
Jens Christians liv har været hårdt og slidsomt, men jeg tror det gav ham noget som mange savner i dag. Han havde et mål med livet, og han havde muligheden for at tage ansvaret for sig selv og familien.
Han levede tæt i kontakt med naturen og han havde mere frihed end nutidens landmænd. Der var ikke noget der hed mælkekvoter, nye skatter og afgifter og andre ubehagelige indblandinger oppefra. Livet gik sin vante gang år efter år, han var ikke tvunget til at lægge sine planer efter samfundets hurtige udvikling, kun efter naturens luner.
Det gav ham tryghed og tid til at gennemføre sine planer. Det gav ham en mening med livet; den mening som mange savner i dag.

 

Hvor tids mænd og kvinder

Efter tre biblioteks besøg, og adskillige timers søgen, først på bibliotekets computer, derefter i en stadig voksende stak bøger med noveller, digte, faglitteratur, om og af mænd, fandt jeg endelig en bog med en mands tanker og følelser. Jeg blev meget glad da jeg fandt den.
Den forbudte mand
Bøger hvor mænd giver udtryk for deres egne tanker og følelser, er der desværre en mangelvarer, ikke fordi de mangler tanker og følelser, men fordi de bliver sårbarer, hvis de hvad der er inde bag den hårde skal. Min glæde over at have fundet bogen svandt dog ind. Jo mere jeg læste, jo mere trist blev jeg. Det stod mig mere og mere klart, at det stod lige så skidt til med manderollen, som jeg havde frygtet.
Bogen hedder “Den forbudte mand”, og er skrevet af Dan Schiødt, f. 1955. Da bogen blev udgivet læste han filmvidenskab på Københavns Universitet.
Den består af 67 digte, der alle beskriver den afmagt følelse som jeg tror mange mænd kæmper med i dag. Uden på bogen er der et foto af et par værtshusvinduer, med parkerede herrecykler op ad muren. Jeg synes det harmonerer godt med indholdet af bogen. Det beskriver uden ord magtesløshed og den evige søgen efter tryghed og fællesskab. Det får mig til at tænke på forliste ægteskaber, knækket selvtillid, manglende tro på livet og samfundet.
Titlen passer også fint, både til bogen og til vores tid. Jeg tror digtene er i en nogenlunde kronologisk orden, man kan tydelig spore den udvikling han er gået igennem i den periode hvor han har skrevet digtene. Han er gået vejen gennem flere parforhold, med tilhørende nederlag. Han beskriver skrækken for at tabe ansigt over for vennerne, rodløshed, forelskelse, skrækken for at blive kasseret endnu en gang, m.m.
Det første digt “Lyrikkens tempel”, beskriver håbløsheden. Jeg er ikke helt sikker på hvad han mener med lyrikkens tempel, men jeg tror at han mener, at det bliver mere og mere umuligt for manden at leve op til det mandeideal der ønskes i kvindelitteraturen. Han skriver om resignation, om usikkerheden nu hvor kvinderne ikke mere har brug for dem som “skaffedyr”, og om følelsen af at kone og børn måske ikke har brug for dem, følelsen af, at være usynlig mænd, mere end at være mennesker.
Han fortsætter i “Miss mand” med ironisk at beskrive den rolle som mændene er ved at blive presset ind i, og hvordan han har det med den. Han føler sig tydeligvis ikke hjemme i rollen. Han føler sig ikke tiltrukket af de frigjorte kvinder, føler sig presset ind i kvindedebatter, og til at tage kvindernes standpunkter. Han skal være blid og sårbar. Al mandighed med tilhørende drifter er forbudt, primitivt og må skjules godt.
I “Den forbudte mand” fortsætter han med at beskrive den falskhed han føler, ved den rolle som han tror kvinderne ønsker han skal spille. Det giver et tydeligt billede af at mænd og kvinder simpelthen ikke forstår hinanden.
Han skriver: “At være mand er både det gamle og det bløde, men det er jo forbudt, mand!”
Der er absolut noget han har misforstået! Kvinderne søger jo netop en blanding af den gamle og den nye mand; hun søger ikke en kopi af sig selv. Piet Hein udtrykker det meget fint:

PIET HEIN

Den, som låner ånd og sjæl, forskriver sig til Fanden.
Thi, den som ikke er sig selv, er heller ingen anden.

Piethein.dk

Jeg personlig foretrækker en god original, frem for en dårlig kopi. Men desværre, originaler er sjældne og svære at få fat i. Dem der har dem passer godt på dem. Derimod kopierne, dem får man tilbudt i tide og utide, men kvaliteten er ikke god, de krakelere hurtigt og der er ikke andet for end at kassere dem. Hvis materialet havde været brugt til det, som det var beregnet til, havde kvaliteten sikkert været i top. Nå, jeg må tilbage til digtene
I “vennerne” skriver han om tab af prestige, frygten for at vennerne skal opdage at han føler sig såret og ked af det.
Hvorfor tør han ikke erkende at han også indeholder den bløde mand? (åben og følsom)
Hvorfor går mænd altid rundt iklædt rustning?
Hvem har forbudt den bløde mand?
Er det mændene selv?
Det minder mig om en krabbe, der er ved at skifte skal, den gemmer sig også indtil den nye skal er stærk nok.
I “Vold” føler jeg noget af den samme sindstilstand, som i “et dukkehjem”, da Thorvald opdagede at hans ære var i fare, angst der udvikler sig til bitterhed og vrede. Det er skrækken for at miste rustningen, der gør ham voldelig. Det kræver vist styrke, mod og ærlighed, at turde være den bløde mand. Eller sagt med andre ord, det er hårdt at være blød, det kræver sin mand.
I “Hinanden”, det sidste af de af hans digte, som jeg har udvalgt, ser det ud til at han er ved at forstå lidt af hvad det drejer sig om.
Han har forstået :
At vi ikke er ens.
At det drejer sig om samarbejde.
At det drejer sig om tillid.
At det drejer sig om kærlighed.
Men skrækken for at blive kasseret ulmer stadig. Jeg tror mændene er nødt til at smide rustningen, den styrke de har brug for skal komme indefra. Jeg tror det ville hjælpe, hvis flere mænd turde sætte ord på deres tanker og følelser. Når de finder sig selv, og vælger at være sig selv, og tage ansvar for sig selv, først da har de styrken, og angsten forsvinder; først da de styrke nok til at være bløde mænd.

Mandens Forventninger til kone og børn

Hvordan er hans forventninger, har de forandret sig i løbet af de sidste 150.
Thorvald forventer ikke Nora skal tage sig af det grove i huset, det har han tyende til. Hun skal se op til ham, forkæle ham, hygge om ham, være hans elskerinde og han skal kunne vise hende frem og være stolt af hende.
Jens Christian i marginaljord har brug for en husholderske, en medhjælper, en mor til de børn som skal viderefører hans livsværk. Der er plads til dem begge, og brug for dem begge.
Dan Schiødt ved vist ikke hvad han forventer, jeg tror egentlig ikke hans forventninger adskiller sig meget fra Thorvalds. Han vil sikkert helst have en kone, der ikke viser at hun er klogere end ham, går hjemme så han kan fungerer som skaffedyr, og ellers danser efter hans pibe, så han ikke mister den sidste rest mandfolkestolthed.
I de tekster jeg har valgt, tyder det ikke på at børnene spiller så stor rolle for mændene, de er kvindernes ansvar, dog vil jeg tro Jens Christian har haft en del forventninger til dem, uden dem havde sliddet været forgæves, hvem skulde så have ført gården videre.
Thorvald virkede ret ligeglad med børnene. Hvad Dan Schiødt mener om børn er svært at se, han nævner kun børn i det første digt. Han vil gerne være noget for kone og børn, men om han egentlig ønsker at være noget for børnene, eller om han føler de er med til at tage konen fra ham, det er jeg ikke i stand til at afgøre. Jeg tror det er forskelligt fra mand til mand, jeg har både set fædre der elsker deres børn og er stolte af dem, og fædre der fører en evig kamp med deres børn om moderens opmærksomhed.
Thorvald vil have magt og status, han skal leve op til tidens normer, hans samvittighed skal være ren, der må ikke sætter en plet på hans ære.
Jens Christian vil udrette noget, de resurser og kræfter han har, må ikke gå til spilde, så ville han jo have spildt sit liv. Dovenskab er for ham roden til alt ondt.
Dan Schiødt har et stort problem, han mangler målet med livet, han føler sig tilovers. Den dag han sætter sig et mål, og begynder at stille krav til sig efter hvad han selv ønsker, og ikke efter hvad han tror omverdenen/ kvinderne ønsker af ham, så vil hans liv få mening, han vil opdage at der også er brug for ham. Måske er han nået så langt, jeg håber det. Han har været modig nok til at udgive sine tanker og følelser, jeg tror han er på vej til at smide rustningen.
Så vidt jeg kan bedømme, er der ikke den store forskel på mandens forventninger nu og før. Hans basiskrav er nok de samme, men rammerne har ændret sig hurtigere end han har været i stand til at tilpasse sig. Dog er det heldigvis ikke alle mændene det har mistet fodfæstet. Mange af dem finder det vel også igen, hvis de gør en indsats selv, i stedet for at vente på at det sker et mirakel.
Nu har mændene i mange år haft magten, bestemt reglerne, og bedømt kvinderne ud fra deres synsvinkel. Det har bevirket at kvinderne fremstod som svage, ufornuftige væsner, der ikke blev betragtet som rigtige mennesker.
Jeg fandt et citat af Ibsen:
Der er to slags åndelige love, to slags samvittighed, en i manden og en ganske anden i kvinden.
De forstår ikke hinanden; men kvinden dømmes i det praktiske liv efter mandens lov,
som om hun ikke var kvinde men en mand.
I løbet af et århundrede er vi godt på vej over i den anden grøft. Kvinder og mænd forstår stadig ikke hinanden, på trods af masser af psykologiske teorier. Vi har stadig ikke lært at respekterer hinanden som unikke, men forskellige væsner. Vi har ikke forstået, at de urinstinkter og behov som driver os er forskellige, vores mål er forskellige.
Nu er mændene ved at havne i den ulykkelige og utilfredsstillende situation, som kvinderne var i for 100 år siden. Kvinderne (og mænd) er begyndt at dømme mændene ud fra kvindernes normer og behov. Set fra kvindernes synsvinkel fremstår mændene som svage, uselvstændige væsner, der ikke kan betragtes som rigtige mennesker.
Magtkampe, nej tak
Hvis nu mænd og kvinder mødtes på midten af vejen, i stedet for at hive hver sin vej, så ville det måske gå. Jeg tror midlet er åbenhed, ærlighed, at respekterer hinanden og at samarbejde med hinanden. Men jeg tror også mændene er nødt til finde sig selv (det gælder også for en del kvinder), ellers går det ikke.
Kvinderne ønsker ikke at have mændene rendende i hælene efter sig, som små logrende hundehvalpe, der kryber sammen eller stikker halen mellem benene, når der er fare på færde. Kvinderne vil godt have modspil, men de ønsker ikke magtkampe. Det drejer sig ikke om hvem der er bedst, men om samarbejde.
Fordi mænd og kvinder er forskellige, behøves det ene køn ikke at være bedre end det andet. Og hvilket mål skal man bruge at måle med, kvindernes eller mændenes. Det er lige så svært at afgøre hvilket køn der er bedst, som det er at afgøre, om sukker eller salt er det vigtigste, eller for den sags skyld mest skadelige. Vi har brug for begge dele, men for meget kan gøre skade.
Jeg håber mænd og kvinder bliver i stand til at leve side om side som ligestillede væsner. Hvis vi står sammen kan vi nå langt. Det vil give os bedre overblik, det er altid bedst at kunne se en sag fra to sider. Måske er vi slet ikke i stand til at løse livets store gåder uden samarbejde. Vi kan jo også fortsætte med at løbe krabbegang, fra side til side. Det gør vi jo med så meget andet.
F.eks.: Opdragelse: Først den autoritære (kæft, trit og retning), så den laissez faire (lad stå til), derefter prøver vi at finde den gyldne middelvej.
Helbredelse: Først den naturvidenskabelige (medicin og operation), så den psykologiske (terapi, hypnose, m.m.), derefter prøver vi at blande dem.
Osv.

Kønsrolledigt af Dan Turèll

Dan Turèll Samlingen, Gentofte Kommune

Turèll-samlingen Facebook

Første gang jeg læste dette digt, undrede jeg mig meget. Jeg havde svært ved at tro, at det var skrevet af en mand. Nu var Dan Turéll jo heller ikke som de fleste mænd, han var en ener; han var bestemt ikke en kopi af et eller andet han forsøgte at være. Jeg tror han hørte til de mænd for hvem der er lykkedes at smide rustningen. Det var en sorgens dag, den dag han døde, og det er et stort tab, at han har forladt os.
Jeg tror han har skrevet kønsrolledigtet, for at give ham med flasken, der sidder nede på det lokale stamværtshus, et velfortjent spark bag i. Ikke fordi han sidder der, men fordi han har så ondt af sig selv og fordi han sidder og venter på at der skal komme en god fe og hive ham op af den sump, som en ond heks har dumpet ham i. Den onde heks er den gode fe, der sidst forgæves havde prøvede at hive ham op.

Dan skriver:
Ingen mand er noget uden en kvinde
Ingen mand er mand uden en kvinde
Ingen mand er overhoved uden en kvinde
og de fleste mænd ved det
og det kan ses på dem(…)

Og mere end antyder at de forsumper uden en kvinde, og at det er fordi de har det skidt med det, at de så tit går amok. De sidder og har ondt af sig, mens de pudser de få gode minder de har. Hvorfor rejser de sig ikke op, Hvorfor er de så afhængige af en kvinde. Er det deres mødre der har opdraget dem til afhængighed. Har de glemt, at lære dem at vaske deres sokker og koge et æg. Har de ment, at det var unødvendigt, det ville de jo få en kone til.

Nogle linier længere nede skriver han:
Enhver kvinde er noget uden en mand
Enhver kvinde er i sig selv et væsen
Enhver kvinde er i sig selv et univers
og overgiver sig kun til det rette redskab
(…)

Og det har han faktisk ret i, de fleste kvinder rejser sig op efter en skilsmisse, de er selvstændige nok til at klare sig selv. Selvfølgelig er det rart med en mand, men det skal ikke være Hr. hvem som helst. Han skal være mand, ikke en uselvstændig mors dreng, hun har ikke brug for flere børn.

Han fortsætter:
Enhver kvinde er noget uden en mand
som en mark er noget uden en plov:
Det er muligt den ikke giver afgrøde
men uden marker fandtes plove overhovedet ikke(…)

Råstyrke og mandfolkestolthed
Jeg tror nu ikke mændene har grund til at føle sig så overflødig. Mænd og kvinder har brug for hinanden, de skal supplere hinanden. Det er ikke de samme ting de er gode til, de er ikke ens. Selv om kvinderne har taget nogle job fra mændene, så er mænd for det meste bedre til teknik, matematik, fysik, kraftudfoldelser, osv. Selv om kvinderne godt selv kan slå et søm i, eller grave haven, så tror jeg hellere de vil hænge billedet på sømmet eller koge grønsagerne der kommer op i haven. Sagt med andre ord, vi har brug for hinanden.
Hvorfor har mændene i vores tid mistet fodfæstet? Er det kvindernes skyld? Nej! Det er ikke kvinderne der har skabt den teknologiske udvikling, som har slået benene væk under mændene. Kvinderne klarer sig, fordi de i generationer har været nød til at indrette sig efter mændenes evige trang til forandring og fornyelse. Den teknologiske udvikling har gjort, at råstyrke ikke mere er et bevis for mandighed, ja råstyrke er blevet gjort overflødig, primitiv og dyrisk. Det har samtidig givet kvinderne mere frihed, nu hvor de ikke længere er hæmmet af manglende råstyrke. Så mændene ligger vist som de selv har redt, det nytter ikke noget de prøver at give kvinderne skylden for deres elendighed, de er nødt til selv at tage ansvaret for det de har rodet sig ud i, prøve at finde deres tabte mandfolkestolthed. De har jo nok at være stolte af. De har andre værdier end råstyrke, men jeg tror nu ikke kvinderne helt ønsker at undvære mændenes primitiv dyrisk råstyrke. Det vender jeg tilbage til senere.

Naturens muntre søn

Jeg fandt en artikel i illustreret videnskab, den handler om miljø og adfærd/ kønsroller. I teksten fortælles der om orangutangerne der lever på Sumatra og på Borneo. På Sumatra lever der også leoparder, det gør der ikke på Borneo.
Aberne på Sumatra lever i kernefamilier, hannerne beskytter familien mod leoparderne, og hunnerne betaler med fri adgang til sex hele året. Den adfærd minder om menneskets. Også mænd lader sig nemmere udnytte som beskyttere og skaffedyr, hvis de får fri adgang til sex hele året
Hunnerne på Borneo er i stand til at klare sig som enlige mødre og hannerne føjter rundt uden ansvar for familien, de parrer sig kun når hunnen er i brunst. Det hjælper ungerne til at overleve, fordi der bliver mere mad til ungerne, når der ikke er en stor sulten han, der tager sin del af områdes ressourcer.
Også fangenskab ændre på abernes sexvaner. Kedsomhed og manglen på frihed øger den seksuelle aktivitet.
Hensigten med artiklen er at gøre opmærksom på paralleller mellem mennesker og abers adfærd, og at give folk stof til eftertanke.
Jeg tror zoologerne har ret når de antyder, at vores adfærd ligner abernes. Jeg ved godt, at vi ikke kan lide at blive sammenlignet med aber. Vi kan heller ikke lide tanken om at vi nedstammer fra dem. For mig virker tanken ikke så absurd endda.
Den adfærd aberne på Sumatra har, ligner meget menneskernes adfærd for 100 år siden. Også her betalte kvinderne med sex, for at sikre familien, og for at skaffe mad på bordet til børnene. De fandt sig også i mandens dominans, af samme grund som aberne på Sumatra, det vigtigste var beskyttelse mod udefrakommende farer, og at skaffe mad på bordet til børnene.
I løbet af de sidste 50 år er det blevet nemmere for kvinderne (i den vestlige del af verdenen), at klare sig som enlige mødre, uden besværlige og dominerende fædre. Mennesker er måske mere styret af instinkter, end vi hidtil har antaget, og vi har lyst til at erkende. Når kvinder falder for store stærke mænd eller for mænd med en tyk tegnebog, er det vores urinstinker der spiller os et pus.
Jeg har ikke svært ved at se sammenligningen mellem Borneos orangutanger og min generations adfærd. Vi har mange enlige mødre, der lige som abemødrene er i stand til at klare sig selv. De har også nærmest en slags brunstperioder, hvor de vælger en mand ud af ungkarleflokken. Men hvis han bliver for dominerende, eller er en trussel for harmonien i familien, ryger han ud igen. Det vigtigste er børnenes ve og vel.
Også ressourcemæssigt er det tit en fordel for kvinderne at lukke mændene ude af familien. Måske ikke så meget pga. kampen for føden. Det er nok nærmere pga. mandens behov for statussymboler, for at vise sig, for at overgå de andre, hans kamp med børnene om kvindens opmærksomhed, kan gøre det svært for kvinden at opfylde børnenes behov. For kvinden kommer børnenes behov i første række, først derefter prøver hun at dække sine og mandens behov.
Også fænomenet med kedsomhed og fangenskab ses også hos menneskerne. Både da TV’et gik i sort, pga. strejker og under besættelsen, hvor friheden var begrænset, steg fødselstallet.

Mandfolkehadere og mandschauvinister har en unaturlig sexopfattelse

Lone Nørgaard gør i sin bog “Sex, løgn og kvinder” meget ud af mandens dyriske side, så meget at hun glemmer alle hans andre værdier. Lone Nørgaards alder er ikke opgivet, men jeg vil tro hun er født ca. 1952, hun er cand. mag. i dansk og engelsk, og har en uddannelse i kvindestudie. Bogen er udgivet i 1993. Lone Nørgaard ønsker med sin bog at gøre opmærksom på forskellen på mænd og kvinders sexual drifter. Hun ønsker at fortælle hvordan kvinder fungerer seksuelt, efter min mening mislykkes det totalt, da hun ikke aner hvordan kvinder “der fungerer seksuelt” fungerer. Der er forskel på at fungerer og ikke at fungerer. Hendes indledning står i skarp kontrast til resten af bogen. Lone Nørgaards opfattelse af begrebet mænd, kvinder og sex, får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Hun opfatter tilsyneladende kønnene som to forskellige racer, med forskellig etnisk baggrund. Jeg vil give hende ret i at mænd og kvinder er forskellige, men ikke i at det ene køn er et primitivt, voldeligt, følelsesløst og lyststyret individ, (uhyret) og det andet et sart, uskyldigt, ulykkeligt og mishandlet væsen, (skønheden).
Lone Nørgaards bog er som en sort/hvid stumfilm, Det er godt nok virkeligheden hun beskriver, men virkeligheden er ikke sort/hvid. Det er lykkes hende at få virkeligheden til fremstå som en skrækfilm, uden farverne og de blide toner der gør livet vær at leve. Hun får det til at se ud som om at manden er et ondt og vildt dyr, der udelukkende er styret af instinkter. Hun underbygger sine påstande med et hav af eksempler i form af interview, citater m.m. Hendes eksempler er ægte og gode nok, og et tydelig bevis på at virkeligheden kan være ond og ubarmhjertig. Det er måden hun fortolker det på, der er mig imod.
Desværre findes der inden for begge køn, mennesker der mener at det modsatte køn, er en lavere, og mere primitiv race. Lone Nørgård er en af slagsen, selv om hun i hendes bog kommer med mange grelle eksempler på kvindeundertrykkelse, så vil jeg ikke give hende ret i, at det udelukkende er manden og hans seksuelle behov der er synderen. Den rolle hun tildeler kvinden, giver mig kundegysninger. Jeg håber jeg har misforstået hende. Manden har hun gjort hovedløs, det virker på mig som om hun mener han udelukkende er styret af sine drifter, og ikke har noget mellem ørene.
Jeg tror heller ikke på den med, at kvinderne næsten ikke har noget seksuelt behov. Jeg mener kvinders behov er anderledes, men at det er der. Det er andre ting der tænder en kvinde, men at de ikke tænder på de samme ting som mænd, betyder ikke, at de ikke har et seksuelt behov. Men inden røg uden ild, mange kvinder mister lysten til deres partner, det har jeg selv prøvet. Men! Grunden er ikke et lavere seksuelt behov. Grunden er et ANDERLEDES SEKSUELT BEHOV. Hvis vi går tilbage til aberne igen, så er mandens behov at føre generne videre, hunnens behov er at beskytte afkommet. Det er her skoen trykker. Hvis der er ufred i hjemmet, falder kvindens lyst. Hvem har ikke prøvet, at når bølgerne går højest, så mener farmand at et godt knald gør alt godt igen, og han er totalt uforstående overfor lillemors afvisning. Jeg tror de fleste kvinder har det som mig, en mand der skaber ufred og utryghed er umulig at begærer. Der er dog mange mænd der har forstået dette. Det er dem vi kalder galante, ved at vise en hjælpsom og beskyttende adfærd, spiller de på de rigtige strenge. Mænd der er glade for børn er også i høj kurs. Så hvis lillefar sørger for at bevare harmonien og trygheden i hjemmet, så vil lillemor tage imod ham med åbne arme.
Jeg giver LN ret i at pornoen er adresseret til mændene, det er jo også dem der har skabt den, det er deres drømme. MEN! jeg tror kun det er et spørgsmål om tid, før kvindernes drømme og fantasier kommer frem i lyset. De første sten er lagt, bl.a. af Nancy Friday, med bøgerne “Når kvinder elsker” og “Når kvinder bestemmer”.
Det vil dog kræve nogle holdningsændringer, fordi de fleste kvinder lige fra barnsben har lært:
At kvindelige begær er en unaturlig og beskidt last, ikke noget rent og naturligt. Hvordan skal en pige, med den barnelærdom få et naturligt forhold til sex. Hver gang hun føler drifterne i sin krop, ser hun et billede af sig selv som en hore, som en dårlig kvinde og en dårlig mor.
Også mændene har lært, at det kun er faldne kvinder der viser deres lyst. Så selv om de drømmer om lillemor som sexkilling, reagerer de negativt hvis drømmen går i opfyldelse. De mister respekten for hende, hun teer sig jo som en luder, hvad vil naboerne og kollegaerne ikke tænke? Så den stakkels kvinde bliver nød til at blive i sin rolle som en kold porcelænsfigur, hvis hun ikke vil miste sin mand.
I stedet for at give mændene hele skylden, var det måske en ide, at vi kvinder starter med at opdrage vores børn anderledes. Pigen skal vide at det er naturligt, at hendes krop reagerer, når naboens dreng spørger om hun vil prøve en tur bag på hans nye knallert, men hun skal også vide, at måske slutter turen ude i skoven, og måske er tilbuddet ikke så uskyldigt, som det ser ud til. Hun skal være klar over den risiko hun løber, uønsket gravitet, aids, voldtægt. Hvis hun kender fyren så godt, at hun ved hun kan stole på ham, og at hun, hvis hun ønsker nærkontakt med ham, har sikret sig mod aids og gravitet, så har hun lov til at give lods og nyde det, og hvis ikke hun føler moralens klamme greb om sig, og fyren er sød, ærlig og værdsætter hendes natursind, vil hun sikkert nyde det, og huske det som noget positivt. MEN! hvis han har hvisket søde ord om kærlighed i øret på hende, og dagen efter render fra sine løfter, så er hun i sin fulde ret til at føle sig snydt. Så er det ham det er en stud, og ikke hende der er en tøjte. På det punkt mangler vi noget endnu, inden vi har fuld ligeret.
Men hvis fyren besvarer pigens lyst, ved at behandle hende som en tøs, han ikke behøver at vise respekt, kan han ødelægge meget for hende. Hvis han tilmed fortæller sine kammerater, at hun er let at komme i bukserne på, vil hun få det svært. Hvis hun afviser kammeraten, vil han måske påstå, at en dulle som hende skal være glad for at en fyr som ham vil have noget med hende at gøre. Hvis hun ikke er i stand til at ranke ryggen og fortælle ham, at han ikke er hendes kop te, går det hurtigt ned af bakke for hende, og hun vil føle sig mere og mere værdiløs som menneske.
Vi skal lære vores piger:
1. At de er stærke selvstændige individer, fuldt på højde med mændene, ikke som mændene, for kvinder og mænd er forskellige.
2. At deres krop er en naturlig del dem, ikke noget manden kan betragte som hans ejendom. Elskov er en forening, en fælles nydelse.
Det kan også være en nydelse at glæde andre, så længe det ikke altid er den samme der yder, og den samme der nyder. Når jeg bruger ordet elskov i stedet for sex, er det fordi, ordet elskov passer bedre til kvinders forventninger til seksuelt samvær.
3. At sige fra og stille krav.
Det nytter ikke noget vi forventer at mændene skal respekterer os som ligeværdige væsner, så længe vi lærer vores døtre at de et små svage og uselvstændig tjenende nipsgenstande, der ikke tåler et uartigt ord.
Jeg er ked af at LN kalder sin mening for sandhed, godt nok siger man at alting er relativt, men det gælder ikke for sandheden, LN er talsmand for en lille gruppe kvinder, for hvem sandheden er, at de har et lavere behov. Men derfra til at sige at det gælder for alle kvinder, det er langt ude. Jeg har læst hele hendes bog, og jeg vil ikke spilde mere tid på den, nu skal jeg bare have bragt den til bage til biblioteket igen. Jeg får nok brug for en ildtang, ikke fordi jeg er bange for at brænde mig på den, det er der ingen fare for, tværtimod.
Jeg kan godt forstå det er svært at være mænd i vor tid, begreber som incest, sexchikane m.m., gør at mændene dårligt tør være mænd, det er snart forbudt at fløjte efter en sød pige. Jeg kender fædre der ikke tør give deres lille datter bad, af skræk for at blive anklaget for incest. Misforstå mig nu ikke, jeg mener bare, at også her er alting relativt. Nogle kvinder er glade for den lille anerkendelse som fløjtet giver, mens andre føler sig generet af det. Sværere er det med incest, da det er forsvarsløse børn det går ud over. Dog mener jeg også her, at det går ud over de sunde far og datter forhold. For at forklare det vil jeg bruge forholdet mellem min far og mig som eksempel. Min far er død nu, og det kan derfor i skade ham. Selv om jeg ikke opfatter det som incest, vil mange nok mene at det er det. Fra jeg var omkring 10 år, elskede jeg at ligge og putte mig ved min far, han gik tit før i seng end min mor. Det begyndte med at min far kærtegnede mig, også i skridtet. Jeg var godt klar over at fars finger var på gale veje, og at min mor ikke skulle vide det. Da jeg som de fleste småpiger var nysgerrig, var det min far der måtte holde igen, så det ikke udviklede sig til mere end pilleriet. For mig var forholdet til min far positivt, fordi han gav mig et naturligt forhold til min krop, han fortalte mig på en naturlig og åben måde, alt hvad jeg havde brug for at vide om sex og drenge. Allerede som syvårig legede jeg lave børn med en jævnaldrende legekammerat.
Det er også kvinderne og mændenes ansvar at lære drengene:
At de er stærke selvstændige individer, fuldt på højde med kvinderne, ikke som kvinderne, for kvinder og mænd er forskellige.
At deres krop er en naturlig del af dem, ikke noget som gør dem til herre over kvinden. De flere kræfter skal bruges til at beskytte familien, ikke til dominere den. Og at elskov er en forening, en fælles nydelse.
Så længe det er til fælles glæde, og ikke skader eller støder nogen, er det tilladt at lade drifterne få frit spil.
At respekterer andre menneskers ønsker og følelser, at tage ansvar for deres handlinger.
Mennesket er nu engang et produkt af det samfund det er opvokset i, og da kvinderne altid har haft stor del i opdragelsen af den nye generation, kan det umuligt kun være mændenes skyld hvis resultatet bliver dårligt. Materialet som Lone Nørgaard har samlet er godt, men hendes behandling af det er enøjet og selvmodsigende. Jeg har ondt af hende, og håber at farverne og tonerne med tiden bliver en del af hendes liv.

PIET HEIN

Enkel er loven
for antipati,
hvad man ikke forstår,
kan man ikke ku li.
piethein.dk

Fantasiens, eventyrets og filmverdens kønsroller

Førhen havde vi eventyret, når virkeligheden blev for trist. Troldene, hekse, dæmoner m.m. har altid både tiltrukket og afskrækket os, det gør de stadig. De er stærkt forbundet med vores underbevidsthed, drømme og drifter. Også i filmverdenen findes eventyret, ikke kun i den gamle form, med skønheden og udyret (serien med løvemanden og advokatpigen). Hvad er det der tiltrækker os i film med varulve og vampyrer, mænd med dyriske og primitive træk, osv.

Dæmonmænd og varmblodige kvinder
I den norske forfatter Margit Sandemos roman “Troldbunden”, som er den første bog af en 46 binds stor slægtsroman om Isfolket, lever eventyret stadig. Jeg føler, Margit Sandemo rammer godt i hendes mande og kvinderoller. Jeg mener ikke, at hun beskriver virkeligheden, men hun beskriver kvinders drømme, når de er sluppet af den hæmmende rolle, som Lone Nørgaard åbenbart er bundet af. Margit Sandemos kvinder er ærlige, ægte, intelligente, kærlige og varmblodige. Mændene i hendes saga om Isfolket er dæmoniske, vilde, men kan tæmmes til kærlige, loyale familiefædre, men de bevarer deres dæmoniske og seksuelle udstråling. De kryber ikke, og de kikker ikke på deres kone med bedende hundeøjne. De respekterer deres kone som et væsen fuldt på højde med dem selv.
For Isfolket er både mandens og kvindens drifter en naturlig og vidunderlig ting, som man deler med den man vælger at leve sammen med. I den grå masse uden for Isfolket, er moralen for mænd og kvinder lige så syg som i vores samfund. Mange kvinder vil sikkert foragte hendes bøger, og påstå at de umuligt kan være skrevet af en kvinde. Jeg har hørt den påstand, men jeg har ikke set det bevist. Jeg kan godt forstå nogle kvinder stritter imod, sandheden er ikke altid lige nem at tygge, hvis man har levet på en løgn. Dog tror jeg at, de samme kvinder vil have godt af at læse dem, men for nogle er alt håb nok ude, når ingen gang et studie i seksualitet og kvindelighed kan løsne frosne følelser.
Kvinder der har læst hendes bøger, får nok ikke nemmere ved, at leve i det kønsrollemønster, der hersker i vores samfund i dag. Men det giver dem måske styrke til at bryde med det, og til at undgå at videregive madonna/ luder problemet til deres børn. Uanset om kritikkerne anerkender hendes bøger, så må det faktum, at de er svære at finde i køb, salg og byt forretningerne, tale for deres kvalitet. Da jeg spurgte efter dem i en af butikkerne, fik jeg svaret: “Dem slipper folk ikke igen”. Jeg værner også godt om mine; jeg låner dem nødig ud og jeg har læst dem flere gange. Jeg føler mig som et enligt medlem af Isfolket, der har mistet kontakten med min slægt. Jeg søger forgæves efter en mand som mændene i min drømmeverden. Hvad er det så som Isfolkets mænd har, som virkelighedens mænd ikke har?
For at forklare det vil jeg starte med det første bind. Sagaen starter i året 1581 i Norge, i en tid hvor pesten kræver mange dødsofre. Slægtens stammoder, den 16 årige Silje, som er hjemløs med to små hittebørn på slæb. Hun er opdraget som “En pæn pige bør være”, men hun drages mod skyggelandet, der ligger bag nogle bjergtoppe. Hun er blevet advaret imod det, hun havde fået af vide, at der kun findes trolddom og ondskab, det er ikke
mennesker der bor der, men troldkarle og hekse. På sin vej væk fra byen og pesten møder hun to mænd.

Jeg vil lade Margit Sandemo selv beskrive den ene:

Troldbundet af Margit Sandemo

“Inde mellem træstammerne stod en høj skikkelse, som forekom hende at være en mellemting mellem et menneske og et dyr. Men så opdagede hun, at han bare var klædt i en halvlang slængkappe af ulveskind, og at det var den lådne hætte, som lignede et dyrehoved. Men det var alligevel, som om der var noget i vejen med hans skuldre de var kraftige som hos et handyr. Et par aflange øjne glødede mod hende i et mærkeligt dramatisk ansigt, stateligt og uhyggeligt på engang. Hvide tænder glimtede som et afvisende ulvegrin (…)”

Den anden: Er en ung mand, smuk udvendig, men rådden indvendig;
Den dårlige varer i den smukke indpakning; Glimmer uden værdi.
Den første mand, Tengel hjælper hende og børnene hen til nogle rare mennesker. Hun kommer til at bo hos en ældre kirkemaler, han er et fordomsfrit og rart menneske. Hos ham bor desuden to ældre tjenestepiger og en karl. Næste gang hun ser Tengel, er da et af børnene bliver syg. Silje undre sig over at gårdens kvinder er bange for ham, og opfatter ham som farlig. Han har helbredende hænder og redder barnet. Selv om han virker skræmmende på hende, er hun ikke bange for ham. Efter dette andet møde bliver hendes dragning mod ham og det skyggeland han respekterer stærkere. På et tidspunkt havner Silje foran på Tengels hest, og vi får et indblik i hendes drifter og følelser:

“Forsigtig og ængstelig lagde hun armen om ham og tog fat i ryggen på kjortelen. Han var velbygget og senet, mærkede hun. Men over hendes hånd vidste hun, at de vældige skuldre rugede, unaturligt kraftige. Hun forsøgte først at holde en vis afstand mellem sig selv og ham, men fandt det umuligt, og med et suk af lettelse og velbehag lænede hun hovedet mod hans skuldre. Hun mærkede hans kæbe mod sin tinding og indåndede varmen fra hans hals (…)”
De snakker lidt og en halv side senere fortsætter Siljes tanker.
“Der var varmt og skønt inde i ulveskindet, kun hendes næsetip stak frem fra pelsen. Til sin forfærdelse mærkede hun, at en anden slags varme begyndte at tændes i hende, og hun trak sig lidt væk. Manden lod sig ikke mærke med noget, men han var tavs længe. Hun kunne mærke hans hjerte slå mod sine skuldre. Tunge, hurtige slag (…)”

Hvis det ikke er begær Silje føler, så fortæl mig hvad det er, men fortæl mig ikke! at: Ingen kvinder føler sådan, for den køber jeg ikke. Jeg er så vidt jeg ved kvinde, og jeg kender de følelser, og har ondt af dem der ikke er i stand til at slippe dem løs. Men kald mig bare ukvindelig, for vor tids kvinderolle vil jeg ikke eje, jeg føler mig først og fremmest som menneske, med balance mellem Anima og Animus. Selv om alle inklusiv Tengel selv advarer hende mod at have kontakt med ham, opsøger hun ham igen, og igen, og til sidst får hun ham, Han viser sig at være et lam i ulvepels, han giver tryghed, han værner om sin familie, han bruger kun sin magt og styrke som forsvar mod udefra kommende trusler. Mellem Silje og Tengel er der en harmoni af gensidig forståelse, respekt og tillid.
Nu findes der så vidt jeg ved ikke mænd som Tengel i den virkelige verden, men mindre kan også gøre det. Jeg har mødt mænd med et sundt forhold til det seksuelle, mænd der erkender deres begær som noget naturligt, og er i stand til at beherske det. Mænd der respekterer kvinden som et ligeværdigt væsen, og værdsætter hendes lyst. Mænd for hvem kærligheden også betyder noget, men de er godt gift, og deres koner slipper dem ikke, hvilket jeg godt forstår.
Hvis nogen skulle få lyst/ mod til at læse om isfolket, så vil jeg lige give endnu en smagsprøve:
“Tengel havde aldrig rørt en kvinde. Men nu rakte han spontant hånden ud og strøg den varsomt over hendes kind. Silje gispede og drejede hovedet og lod sine læber glide over hans hånd. Han greb fat i hendes hår og knugede det hårdt, mens et dybt, tilbageholdt åndedræt ligesom gennemrystede ham. – Jeg må gå nu, sagde han(…)”

Arnold Schwarzenegger
Jeg har lige set strømer i børnehave. Den rolle Arnold Schwarzenegger spiller i filmen er en kombination af den hårde og den bløde mand. I flere af hans film er rollen næsten den samme, en stor, stærk, rå, mand med et varmt og kærligt hjerte. Han rolle ligner meget ridderens, ham der i eventyret slår dragen eller trolden ihjel, og redder prinsessen. Eller det skræmmende udyr som via kærlighed bliver til den gode og smukke prins og vinder pigens hjerte.

Lysets og mørkets kræfter
Det vil med andre ord sige, at eventyret stadig lever. Det har ændret sig, men basis i det er det samme, det godes kamp mod det onde. Budskabet er det samme, det drejer sig om, at styrken, kraften som helten udstråler, ikke kommer fra mørke kræfter som begærlighed, misundelse, jalousi, had, løgn, m.m. (dvs. kræfter som ikke tåler dagens lys). Hans styrke bygger på lyset, bestående af kærlighed, ærlighed, åbenhed, oplysthed, retfærdighed m.m. (dvs. kræfter der tåler dagens lys). Et menneske, mand, kvinde eller barn, der har valgt lysets vej, vil altid udstråle styrke og tryghed. Men mørket bedrager, og mange er ikke i stand til at skelne, men lader sig narre. De søger lyset, men bliver draget af mørkets glimmer.
Ærlighed varer som bekendt længst, det gælder også ærligheden mod sig selv. Jeg tror at både mænd og kvinder er nød til at lukke øjnene op, kikke på deres liv, spørge sig selv, om den vej de følger er den rigtige, om det er den de ønsker, eller om de skærer en hæl eller hakker en tå, for at udgive sig for noget de ikke er, og aldrig vil blive.
Den ægte varer har ikke brug for en smuk indpakning eller en masse reklame, den sælger sig selv. Det er ligesom med udyret, det varer måske længere inden pigen får øje på ham, men til gengæld slipper hun ham ikke igen. Fyren i den smukke indpakning og med den falske reklame, ham flokkes pigerne om, men når de opdager at de er blevet snydt, kasserer de ham straks igen, og advarer andre mod at begå samme fejl. Når den smukke indpakning er gået til, når sandheden har vundet over løgnen, sidder han ensom, bitter, misundelig tilbage, mens han undrende ser at udyret er lykkelig med sin viv, han ser ikke ægteheden, han kender den ikke.

Kastrerede mænd og kønsløse amazoner
De sidste 100 år har vi gjort store tekniske fremskridt, og mennesket er videnskabeligt og psykologisk blevet analyseret på kryds og tværs. Vores adfærd er blevet programmeret, så vi snart minder mere om robotter end om mennesker. Der er lavet fremtidsfilm, hvor seksualdriften er blevet fortrængt, videnskaben har fundet andre måder at viderefører menneskeslægten på. Selv om det kun er film, er vi ved at miste vores naturlige seksualitet. I 70érne gik det vildt til, folk skiftede partner, når de skiftede undertøj. Så kom aids, og det blev en livsfarlig hobby. Jeg var ung i 70érne og savner det mere frie og afslappede forhold der var til det seksuelle. Det var dengang mændene piftede, hvis de så en sød pige, det tør de ikke mere, de risikerer at få en dom for seksuel chikane. Selvfølgelig var der nogle piger der følte sig generet, men de fleste tog det som et kompliment. Her i 90érne er der meget langt mellem piftene og de frække bemærkninger, sex er blevet noget urent, man ikke snakker om.
Nå men drifterne er der nu alligevel, de skal nok komme op til overfladen. Men vi lider af berøringsangst og aids skræk, derfor er vi gået over til pornofilm og mandestrip, det får man ikke aids af.
Det er dog ved at gå op for mændene, at der er noget galt. Mændene vil igen være rigtige mænd, de prøver at slippe dyret løs igen, det ses bl.a. i Wolf med Jack Nicholson, så måske er der håb forude.

LITTERATURLISTE

Henrik Ibsen, Et dukkehjem, år 1879 Forlag: Gyldendal
Naturens muntre søn, Trykt i: ILLUSTRERET VIDENSKAB nr.11 årgang 1986, Skrevet af: Rachel Wilder og Jann Hau. Forlag: Fogtdals Blade A/S
Dan Schiødt, Den forbudte mand, digte, år 1981, Forlag: Gyldendal
Knud Sørensen , Marginaljord, novellesamling, år 1987, Forlag: Gyldendal
Lone Nørgaard bog “Sex, løgn og kvinder”
Margit Sandemos roman “Troldbunden”,
Piet Hein